|
PÅ MIN VÆG hænger et malet selvportræt,
25 x 30 cm., af en ung mand, et par og tyve
år. Håret er lysblond, ansigtet ret fyldigt, af
sund farve. Hovedet er vendt en smule til siden,
men da blikket er rettet fremad, er øjnene
drejet hen i mod øjenkrogen, hvilket giver
udtrykket et præg af opmærksomhed og liv.
Det er et udmærket lille kunstværk.
billedet er signeret F.T.H.
eg har kendt Flemmimng temelig nøje fra hans 20. år. Han var kunstner, ikke alene i gerning men også af sind. Der lå i ham et sprudlende væld af kunstneriske idèer i mange retninger. Og trods sin ungdom nåede han hurtigt at virkeliggøre flere af dem. Men han var ikke et fremstormende temperament, der med selvbevisthed ryddede vanskeligheder af vejen; en utilstrækelighedens orm havde tidligt sat sig fast i ham og hvisket ham i øret: det er ikke godt nok, det skal være mere fuldkomment, mere ærligt, mere ægte. I de allertidligste år var han dog frisk nok til at holde fristeren i ave og frembringe ting, der udsprang af hans livlige kunstnertrang. Velbegavet var han, tillige i besiddelse af varm følelse og glæde ved at skabe og desuden af en rørende hensynsfuldhed over for dem der stod ham nær. Men ulykkeligvis ramtes han midt i sin udvikling af et uforudset chok, der greb dybt ind i hans tilværelse og undergravede selvtilliden næsten til bunden. Evnerne var stadig for hånden, men de flakkede vildsomt rundt uden den gamle styring. Med beundringsværdig vilje søgte han mod nye muligheder for sin ubetvingelige lyst til kunstnerisk udfoldelse, og meget lykkedes for ham. Men han skulle prøves endnu mere. Svagheden satte sig fast, den knugede ham, og han stredes mellem tvivl og håb. Den sidste hilsen, jeg fik fra ham, udtrykte dog glimt af lyse forhåbninger og det syntes man, der var grund til. En måned efter var han død, en forgiftningsulykke af vanvare, kun 27 år gammel. Det var i 1956. Flemmings korte liv blev en ung kunstners kamp for at nå til afklaring. det blev ham ikke forundt at nå ud over gæringsperioden. hvad han fik udrettet må ses i dette lys-en lovende begyndelse. fra hans 16.-17. år var der ikke tvivl i hans sjæl om at han var bestemt til at gå kunstens vej. Han kom da også ind på akademiet 17 år gammel ved første prøve, efter at have indleveret et par selvportrætter, på det ene 
siddende foran sit staffeli. men snart lagde hans
modtagelige naturel sten på sten på hans vej.
Et hvert indtryk af menneskelig lidelse borede sig ned i ham og slog så voldsomt tilbage i ham selv, at han i lang tid derefter mistede al lyst til virksomhed. Helt lammende blev en biograf-forestilling, hvor Hamlet fremstilledes. Helt ude af sig selv forlod han teatret, -det var som om han havde fået forevist sin egen skæbne i et spejlbillede, sin egen ulykkeligt sammensatte natur. Han havde lagt sin unge, nøgne sjæl ind i Hamlet-skikkelsen, og han følte sig som ramt af et knivstik, ikke til at vie fra sig. Fra da af henfaldt han i hektiske filosofiske granskninger og tvivlede om sin kunstnerbane. Forinden havde han, trods sit følsomme sind, været et sundt ungt menneske og havde udført gode portrætter. Han malede et nydeligt billede, kaldet "Iris og Regnbuen" forestillende to kvindefigurer, siddende side om side, begge pegende mod en regnbue, der hvælver sig på himlen i baggrunden. Den ene er iris selv, forsynet med lette blå-hvide vinger. Hun retter blikket op mod den mangefarvede bue, hendes eget symbol, som hun identificerer sig med. Den anden skikkelse foretager de samme bevægelser, hun er ikke vingeklædt og det er uvist, hvem hun skal være. maleriet tilsigter vistnok en dramatisk virkning ved regnbuen i skyerne, mod hvilken alle linier er rettet. Buen opfattedes i antikken som et varsel om storm og uvejr og figurernes pegende bevægelser angiver med andre ord, hvolke dystre begivenheder der er i vente,- symbol på Flemmings egen ængstelige følelse. I 1951 udførte han et maleri i den store stil: Hjob. Hjob er anbragt midt i billedet, i fuld legems-størrelse i forgrunden af et ørkenlandskab, som han vender ryggen. 
Hans lange, magre legeme er indhyllet i et tæt klædebon,
der i eet stykke rækker fra hals til ankler. I dens tynde
stof er indvævet brede skråstriber af rød og blå farve,
indbyrdes paralelle. Ansigtet har kristus-lignende træk,
med fuldskæg og oval konfiguration, mimikken præget af
trøstesløs lammelse, de smalle øjne ser med håbløst blik
ud idet fjerne. Er livets uretfærdighed gået op for ham
i en pludselig vision?- Han holder på en stav, der når
til skulderen og ved sin skrå stilling på vellykket måde
bryder den lodrette hovedlinie i billedet. Flemming, der
ellers nødigt ustalte sig om sine værkers betydning, har
åbent forklaret, at han i valg af dette emne har hentydet
til sin egen triste situation. Maleriet indsendtes til
præmiering, men opnåede ingen belønning. Det blev senere
indkøbt og befinder sig nu i privateje.
Hjob blev Flemmings maleriske hovedværk. Det virker ikke ved kunstnerisk fuldkommenhed. figuren forekommer noget træet og der er ikke gjort tilstrækkelig rede for den venstre arm, men desto mere ved den psykologiske skildring. værdifuld selvbekendelse.- Han kan ikke få rede på, hvilken vej han videre skal gå. Han opregner mulighederne: Illustrator, maler, forfatter ("men altfor langsom"), billedhugger, pottemager. Hvad han vælger skal i hvert fald ikke være"jask". Han standser ved det sidste, keramikken, "som et solidt håndværk", og det blev et lykkeligt, jordfast valg. Han skabte på dette helt nye område forbavsende friske, originale figurer, som hurtigt vandt publikums udelte beundring og glæde. |
Med forlæg i et ganske lille fotografi af en moskusokse
modellerede og brændte han en storartet gengivelse af dette
mægtige dyr, med dets langt nedhængende, uldne hårbesætning,
dets horn og dets olme blik. Til farve valgtes en dekorativ
lyseblå nuance. Ved sikker forenkling af formen tilstræbte
han en fremstilling af dyrets massive vælde, dets styrke og
frygtindgydende kraft.
Resultatet blev et helt igennem anseligt kunstværk, 20 cm. i højden, 25 cm i længen og 
10 cm. i bredden. Proportionerne er korrekte som var de
iagtaget ved selvsyn. Det vidner om stor visionær evne.
Højdepunktet i denne genre er dog fremstilling af "kvindelige folketyper", alle forskellige, i alt vistnok over hundrede. Skabelonen er ens for dem alle, en konus med grundflade 7 cm., der danner en cirkulær fod og hvis spiods når op til bæltestedet under den folderige kjole, hvis nederste bræmme slynger sig om fodens runde periferi. Hver dukke, alle ca. 15 cm. i højden, er forsynet med hver sin fantasifulde udsmykning, svarende til damens funktion: den halvvoksne skolepige med bred sommerhat, guldkors om halsen og med bøger under armen og med parably om håndleddet. konen med æggende, båret i en kurv på hovedet, i hverdagstøj og med forklæde. En kone fra Gammel Strand, stolt bærende en vældig torsk i hver hånd, det rejste hoved omviklet 
af et tørklæde med sløjfe. En landsbykone i søndagsdragt med
salmebog (med guldsnit) i hånden. En selvbevidst ditto med den
ene hånd i siden, den anden holdende om et knippe gulerødder.
En tredie i arbejdstøj med smækkeforklæde, der bølger for vinden.
i sine spidse træsko går hun afsted til køkkenhaven med en træbøtte
under armen. endelig en frue i stadsetøjet, med en buket røde roser
på vej til visit, håret er sat fornemt op, en renaissancekrave dækker
halsen og fine kravehandsker pryder hænderne o.s.v.
Stilen er naivistisk, åsynet forenklet som på børns tegninger, farvevalget til gengæld raffineret, af folkedragtens karakter, kjolerne stribede eller ternede, kjolebluse og de bårede genstande ustandselig varieret, i muntre farver, fint harmoniseret i hver figur. De keramiske figurer danner tilsammen en festlig kavalkade, skabt af en kunstner med humoren i behold.fantasi og originalitet udspringer fra dem, de er uden forbillede og man gætter, at de i fremtiden vil blive et samlerobjekt. De kan jo ikke reproduceres af ophavsmanden. De lystige koner tør man, ogsåved en omhyggelige glasur, stille ved siden af Den Kongelige Porcelainsfabriks bedste frembringelser. De er interessantere end disse, mindre polerede, de kan ved deres let karrikerede form, forbundet med psykologisk realisme, henlede tanken på Holberg-typer. Trods den gode modtagelse af de keramiske arbejder fortsatte flemming sin filosofiske læsning, i sin søgning efter at ståsted for sit disharmoniske sind. Han skriver i 1951: "Uden at være pluralist kan jeg sige, at bibelen og den geniale verdensmand Schopenhauer har betydet mest for mig." Han finder et kompromis mellem de to kilder; "For at opnå fuldkommen fornægtelse af viljen til livet kræves først et sundt, mådeholdent og kraftigt menneske (jeg driver sport), derfra går vejen til medlidenhed og hjælp og sluttelig til resignation og død. Filosofen blev hans afgud. Det må ses som udtryk for at nå fasthed, "constantia" (hans tilbagevendende kendingsord), og hans forsoning mellem de stridende elementer i hans natur, på een gang stabilitet og overenkomst med det vanskelige liv, der var blevet ham beskåret. Han fortsatte med at tegne og male. Hans tuschtegninger røber en næsten virtuos evne for gengivelse af lystige scener, således et dansepar, La valse kaldet, opfattet med ungdomsfrisk humør, et folkeligt-burlesk sujet a`la Engstrøm. han begyndte også på et større malerei, Badmintonspillere, men kræfterne svigtede, og billedet blev aldrig færdigt. Det oprindelige, lyse i hans naturel lod sig, trods alle kvaler, ikke kue. Af ydre havde Flemming visse fælles træk med den unge lyriker Morten Nielsen, der omkom under besættelsen. Deres skæbne havde også noget beslægtet. Hver på sin vis kæmpede de med døden for øje, og selvkritiske kunstnere, som de begge var. gjaldt det for dem at udnytte den knap tilmålte tid af yderste evne for ikke at gå ud af livet som unyttige mennesker. Der lød i flemming stadig en stemme der sagde: du når ikke det, du vil og det, du må og 'kan' skabe. (Ak, den stemme kender vist andre end han). de ubrugte kræfter sydede i hans sind og optog en fortvivlet kamp mod de undergravende magter. Han opgav først i allersidste øjeblik. kunstens vej er belagt med skærende flint og mangen ungdom river sig til døde på den, når idealet gøres ubetinget. Det er tungt at lade hånden synke før solen har nået middagshøjden. Flemming er et vemodigt eksempel på en ihærdig kamp for at nå målet, der netop i de unge år er renest og mest uselvisk. Hans liv har ikke været forgæves, thi "Rosor i et sprucket krus ær ændå alltid rosor". Også i denne henseende kan en sammenligning drages med Morten Nielsen, omend deres afsked med livet blev forskelligt. den hærgede svenske seers poetiske genistreg passer i sin mildt overbærende tone såre godt på Flemming, som et smukt dækkende In Memoriam. Ib Ostenfeld
|